• Kort efter exit gik direktøren på tv – europæisk batterihåb kan nærme sig kollaps. ATP har milliarder i klemme

    Источник: BDK Finans / 25 ноя 2024 13:20:51   America/New_York

    Northvolt blev udråbt til et europæisk håb, der skulle tage kampen op med den kinesiske bilindustri. På få måneder er selskabet dog havnet i en dyb krise, og batterivirksomhedens fremtid har aldrig været så usikker som nu. Fredag trak virksomhedens administrerende direktør Peter Carlsson sig – søndag gik han imidlertid på tv og åbnede, hvad der kunne ligne en Pandoras æske. For samme fredag søgte Northvolt om såkaldt konkursbeskyttelse i USA. En operation, der skal frigive 2,7 milliarder til den tomme pengekasse og sikre selskabets overlevelse. Nu kan samme manøvre ligeledes blive en nødvendighed for at undgå, at hele Northvolt går konkurs. Det indikerede Peter Carlsson søndag i tv-udsendelsen Agenda på den svenske kanal SVT. »Den kan godt være, at vi følger denne her proces med en svensk rekonstruktion, men det har vi ikke taget stilling til,« sagde den afgående direktør. Dermed cementeres den afgrundsdybe krise, der kan betyde, at milliarder definitivt går tabt. Nul kroner værd Northvolts andenstørste ejer Goldman Sachs har øjensynligt allerede indstillet sig på det. For storbanken, der noterer sig for en investering på 6,4 milliarder, vil i slutningen af året nedskrive milliardinvesteringen til nul kroner. Det skriver Financial Times på baggrund af breve, som banken har sendt til investorer. Goldman Sachs har ifølge flere medier arbejdet aktivt for at redde batterihåbet. Den ambition har dog foreløbig vist sig uladsiggørlig. Der var ellers en redningsplan på vej, lod ledelsen omverdenen forstå. De milliarder, der skulle redde selskabet er dog ikke sendt afsted. Allerede i forrige uge kom det frem, at planen slog revner. Det skyldes angiveligt, at ejerkredsen strides internt, og der har været uro om forhandlingerne. Særligt efter Northvolts største ejer – Volkswagen – tidligere på måneden forlod bestyrelsen. Ifølge det svenske medie Dagens Industri hilste andre i ejerkredsen ligefrem dette velkommen. Peter Carlsson siger dog, at forholdet til Volkswagen, der ejer godt en femtedel af virksomheden, fortsat er »stærkt«. Det skriver Bloomberg. Alt andet lige mangler Northvolt fortsat penge for at kunne overleve. Ifølge Carlsson selv drejer det sig om 8,5 milliarder danske kroner. Mens den snart tidligere direktør, der selv ejer 6,7 procent af aktierne, som den eneste har meldt ud, at han er villig til at kaste flere penge efter den kriseramte koncern, har resten af ejerkredsen været tilbageholdende. Med undtagelse af Northvolts betydningsfulde samarbejdspartner Volvo Cars, der pure har afvist, at der kommer flere penge fra den kant. Ifølge Carlsson har Volkswagen også smækket kassen i – bilgiganten har imidlertid ikke selv udtalt sig. Danskernes penge i klemme Også danske ATP har penge i klemme. Danskernes tvungne pensionskasse har investeret 2,3 milliarder, for hvilken de noterer sig for en ejerandel på 5,2 procent. Berlingske har spurgt ATP, om pensionskassen agter at investere yderligere i Northvolt, og om ATP ligesom Goldman Sachs, i den nuværende situation anser investeringen som værende værdiløs? I en e-mail skriver presseansvarlig Jørgen Rudbeck, at ATP ikke ønsker at udtale sig om værdiansættelsen og enkeltinvesteringer. I en pressemeddelelse fredag – før Goldman Sachs udmelding – satte ATP dog et par ord på situationen i Northvolt. »Vi må konstatere at selskabets kraftige ekspansion med tilhørende stor gæld har gjort, at selskabets redning har vist sig meget vanskelig,« udtalte investeringsdirektør Mikkel Svenstrup. Samtidig må man forstå på ATP, der efter eget udsagn »har arbejdet intenst med at finde en løsning,« at den ellers annoncerede redningsplan ikke – for nuværende – bliver til noget. »Mange gode kræfter har arbejdet hårdt og længe på en løsning, men i sidste ende viste det sig desværre ikke muligt at få enderne til at mødes i den eksisterende kreds omkring selskabet,« lød det. Hvad gik galt? Det har øjensynligt ikke være muligt for Northvolt, at få nye investorer ind i det gældstyngede selskab. For få år siden, så det noget anderledes ud. Siden grundlæggelsen i 2016 er det lykkedes Northvolt, at rejse over 100 milliarder kroner, fra investorer, der troede på projektet. Dengang, hvor virksomheden blev anset som det teknologiske håb, der kunne skabe et grønt, europæisk alternativ til kinesisk dominans inden for batterier til elbiler. Batterihåbet har imidlertid ikke kunnet skalere sin produktion – selvom Northvolt har investeret milliarder i at udvide fabrikkerne. Problemerne med rent faktisk at levere de efterspurgte elbilbatterier fik i juni BMW til at annullere en ordre på 13,4 milliarder. Det var ifølge Bloomberg det første tegn på, at Northvolt ikke ville kunne leve op til de forventninger, investorerne og Northvolt selv havde lagt for dagen. Nu er virksomheden løbet tør for penge, og de 8,5 milliarder synes svære at skaffe. På den korte bane er det dog lykkedes ledelsen at rejse et mindre beløb på 300-400 millioner svenske kroner, som blandt andet gjorde det muligt at udbetale løn til de ansatte. En massiv spareplan er også sat i værk. 1.600 mennesker stod til at blive fyret og flere projekter er foreløbigt blevet lagt på is for at spare penge. Herunder en fabrik i Tyskland. Med konkursbeskyttelsen i USA og ved at åbne for muligheden for rekonstruktion, har Peter Carlsson imidlertid slået fast, at krisen ikke står foran at blive løst. Vi vil fortryde det Søndag blev Peter Carlsson af SVT spurgt ind til, hvad der er gået galt. Her svarede han: »Vi fejlbedømte kompleksiteten i at etablere så stor en fabrik, hvor vi fik så mange nye medarbejdere ind, og det faktum, at det udstyr, vi bragte ind, var nyt.« Selskabet med hovedfabrik i svenske Skellefteå – omkring 200 kilometer syd for polarcirklen – skulle som nævnt statuere et eksempel i kapløbet med Kina. Paradoksalt tilskrives netop produktionsudstyr fra et statsejet kinesisk selskab og hundredvis af kinesiske medarbejdere en del af årsagen til krisen. En bevæget Peter Carlsson fortalte, da han trak sig fredag, at Northvolt har »været som en baby« for ham. I weekendens SVT-udsendelse luftede han desuden en erkendelse. Han og Northvolt »burde have trukket i bremsen tidligere«, lød det fra den afgående direktør med henvisning til Northvolts ekspansionsstrategi. Og selvom Peter Carlsson har åbnet for en mulig rekonstruktion – der enten redder virksomheden, eller i sidste ende kan føre til konkurs – bør løbet ikke være kørt for Northvolt, mener han. »Hvis vi ikke driver omstillingen, vil vi fortryde det om 20 år,« siger Carlsson ifølge Bloomberg. Fremtiden har dog aldrig set så usikker ud for Europas grønne batterihåb. https://www.berlingske.dk/virksomheder/kort-efter-exit-gik-direktoeren-paa-tv-europaeisk-batterihaab-kan
Опубликовать